• /

CYKELPULLERTER, CYKELLÆN OG LADCYKELPARKERING

Cykelpullerter – også kaldet cykellæn, cykelstandere eller cykellænestativer – er en nem, praktisk og pæn måde at skabe velordnet cykelparkering på. I HITSA tilbyder vi et stort udvalg af flotte cykelpullerter. De egner sig lige godt til almindelige cykler og ladcykelparkering.

Der er mange fordele ved at indrette læneparkering til de kunder, medarbejdere eller passagerer, som cykler frem og tilbage til butikken, jobbet eller toget. Cyklisterne kan parkere fra begge sider uden at det kræver dobbelt plads. Cykelstativ som cykelpullert eller cykellæn giver også cyklisten bedre mulighed for at låse cyklen fast ved stellet.

Cykellænet SYV tilbyder et flot cykelikon, et lille tag over cykelsadlen og gode muligheder for fastlåsning. En af vores mest populære produkter er cykelpullerten SVC4, som med et enkelt rektangel står nærmest grafisk i byrummet.

I Storbritannien har byen Sheffield lagt navn til en hel type lænecykelparkering, nemlig et tykt stålrør af form som et omvendt U. Hos HITSA tilbyder vi også en klassisk ‘Sheffield Stand’, nemlig cykellænestativet OPUS. OPUS giver nem, solid og økonomisk parkering til mange cykler. Ligesom andre cykelpullerter og cykellæn kan OPUS bruges til alle typer af cykler, også ladcykler. Cykelstativet er varmgalvaniseret og kan pulverlakeres. I en farve vil det gøre et stærkt indtryk på grund af den tydelige U-form.

Cykelpullerter er gode til ladcykelparkering

Ladcykelparkering er et nyt behov, som har været stigende for kommuner, institutioner og boligprojekter i de senere år.

I Norden har vi altid været gode til at vælge cyklen som transportmiddel. Mange byer arbejder med at fremme andelen af cyklister blandt trafikanterne. Det betyder blandt andet, at salget af ladcykler og Christiania-cykler stiger. Behovet for ladcykelparkeringspladser stiger i samme grad. Her har de pullertformede cykelstativer vist sig at være en god løsning.

Sammen med landskabsarkitekt Julie Kierkegaard har HITSA udviklet et cykelstativ til ladcykelparkering SVL4, som tilbyder en ekstra tværpind til at holde store cykelkædelåse fri af jorden.

Cykelpullerterne eller cykellænene skal placeres med større afstand end til almindelige cykler, hvis man vil give plads til ladcykelparkering. Vi anbefaler 130 cm som center-til-center-afstand, når cykelparkeringen skal bruges til familiecyklerne. Ved universiteter, kollegier og lejligheder i byen kan cykelpullerten SILHUET give det rigtige udtryk og den nødvendige holdbarhed. Den har et urbant udtryk og kan både bruges som cykellæn og forhjulsstativ. Den er nem at låse cykler fast ved.

Skab flot cykelparkering med cykelpullerter og cykellæn

Cykelpullerter og cykellæn fra HITSA er veldesignede, indbydende cyklismeprodukter, som er skabt i samarbejde med danske arkitekter og designere.

Cykellænet WOOD har et helt specielt designudtryk. Det er fremstillet i den hårde træsort azobé, som også tit anvendes til moler og havne. Azobé modstår saltvand og havluft. Det gør WOOD cykelpullerten til en cykelparkering, der egner sig til naturlige miljøer som skov og strand. Den har et hul til låsning og kan kombineres med sin tvilling uden hul, pullerten WOOD. WOOD er designet af den aarhusianske tegnestue VE2.

SHL Architects har skabt byrumsmøbelserien ROYAL, som ud over bænk, affaldsspand og byrumspullert også indeholder ROYAL C cykelpullert. Designet er kendetegnet af enkle, plane stålflader. Det giver samtidig produkterne en god holdbarhed. Vi varmgalvaniserer altid stål.

I HITSA har vi både viden og erfaring, når det handler om at få indrettet cykelparkeringspladsen optimalt. Vi tilbyder at tegne indretningen op som plantegning, sådan at cykelstativer eller etagecykelstativer står både pænt og funktionelt. Kontakt vores konsulenter for at høre mere.

Glemt dit kodeord?

|